Dansk forsker bliver hædret af Kinas præsident
Den danske forsker Flemming Besenbacher får fredag overrakt den højeste kinesiske anerkendelse inden for naturvidenskab. Prisen bliver overrakt af Kinas præsident Xi Jinping.
Flemming Besenbacher, der er professor i nanovidenskab ved Aarhus Universitet, får overrakt prisen International Science and Technology Cooperation Award of P.R. China, oplyser Aarhus Universitet.
I Kina tilskrives den danske professor en stor ære for at have bidraget til at udvikle og styrke kinesisk nanoforskning. Denne forskning arbejder tæt sammen med nanoscience-centret på Aarhus Universitet.
Overrækkelsen af forskerprisen finder sted i Folkets Store Hal, som huser det kinesiske parlaments officielle ceremonier og møder. Prisen er den højeste naturvidenskabelige forskningspris, som en udlænding kan opnå i Kina.
Flemming Besenbacher har også tidligere modtaget hædersbevisninger for sin indsats for at styrke forskningssamarbejde mellem Danmark og Kina.
I 2009 blev han udvalgt til et Einstein-professorat af Det kinesiske Videnskabsakademi, og sidste år fik han både en pris for internationalt videnskabeligt samarbejde og en venskabspris, der uddeles af det kinesiske statsråd årligt til 40 udenlandske eksperter.
Den danske forsker er desuden æresdoktor ved ti kinesiske universiteter.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker