Dansk forskeruddannelse hitter i udlandet

30 procent af de nye forskerstuderende i 2008 var udlændinge. Det er især de danske tekniske videnskaber, som tiltrækker ph.d.-studerende fra hele verden.

Ud af de 2072 nye ph.d.-studerende, der begyndte på deres forskeruddannelse i 2008, var 30 procent, nemlig 622, udlændinge. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Gruppen af udenlandske studerende spreder sig over alle hovedområderne, men det er især de tekniske videnskaber, der er populære. Faktisk er de så populære, at hele 45 procent af dem starter på en ph.d. inden for feltet. Det svarer til 280 af de i alt 622 studerende.
Til sammenligning er det kun 18 procent af de 1450 danske studerende, nemlig 261, der studerer inden for det tekniske hovedområde. Det betyder, at der er 19 flere udenlandske studerende end danske i skaren af ph.d.'er i de tekniske videnskaber.
Sundhedsvidenskaberne tiltrækker derimod meget færre udenlandske end danske studerende. Det er nemlig kun 68 af de 547 studerende, som er udenlandske.
De udenlandske studerende kommer fra mere end 80 lande uden for Danmark, men de fleste, hele 83, har kinesisk statsborgerskab. Kineserne er stærk efterfulgt af 79 tyskere og 44 indere.
I 2008 steg antallet af studerende, der begynder på en forskeruddannelse med 12 procent til 2072. Over halvdelen af de ph.d. studerende starter inden for hovedområderne teknisk videnskab og sundhedsvidenskab.


Alene i første kvartal af 2009 blev der givet 2610 opholdstilladelser til udlændinge, der tager en uddannelse i Danmark. Den største gruppe var kinesere med 301 efterfulgt af franskmænd med 244, polakker, tyskere og italienere.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret