Dansk hjernepris går til forskning om hjernemekanismer
Foto: © Eloy Alonso / Reuters/ Scanpix /Scanpix
© Eloy Alonso / Reuters/ Scanpix /Scanpix
Den danske hjernepris - The Brain Prize - deles i år af tre forskere, der har opdaget spejlneuroner, undersøgt Amazonas-indianeres opfattelse af få og mange, og hvordan sygdomstilstande som ADHD og tvangshandlinger opstår.
Det er de tre forskere Giacomo Rizzolatti, Stanislas Dehaene og Trevor Robbins fra henholdsvis Italien, Frankrig og Storbritannien, der får prisen. Den er på en million euro svarende til 7,5 millioner kroner.
Bag forskningsprisen står Fonden for Grete Lundbecks Europæiske Hjerneforskningspris.
Og formanden for Fondens bestyrelse, professor Povl Krogsgaard-Larsen, siger, at forskerne har givet os grundlaget for at forstå de mekanismer i hjernen, som styrer vores højere hjernefunktioner.
- Det har især betydning, når vi skal finde ny og bedre behandlingsmetoder til sindslidelser, stofmisbrug og indlæringsvanskeligheder, som er yderst alvorlige for de berørte og udgør en enorm byrde for samfundet, siger han i en pressemeddelelse.
De tre europæiske topforskeres forskning har allerede ført til bedre undersøgelser og behandling af patienter med stofmisbrug, hjerneskader, og adfærds- og indlæringsproblemer.
Albert Gjedde, professor i neurobiologi og farmakologi ved Københavns Universitet, siger, at prismodtagernes arbejde belyser, hvordan mekanismer i hjernen kan kortsluttes og føre til psykiske sygdomme og lidelser.
- Forskerne har bidraget til at forstå, hvordan menneskehjernen fremmer lysten til at afsløre mening og løse opgaver, til at lære af andre og til at opleve den belønning, som driver os til at forsøge at blive bedre og bedre, når vi løser opgaver, siger han.
De tre prisvindere blev offentliggjort mandag i København. The Brain Prize blev indstiftet i 2010 og uddeles nu for fjerde år i træk.
Forskerne kommer til Danmark for at modtage prisen ved en ceremoni 1. maj. Prisen vil blive overrakt af kronprinsesse Mary.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker