Dansk Industri: Forlænget nedlukning kræver fart på erhvervsstøtte
Med en forlængelse af nedlukningen af Danmark til og med påske kan de danske virksomheder se frem til nogle hårde uger ifølge Dansk Industris direktør Lars Sandahl - derfor haster det med at få de aftalte støttekroner ud i virksomhedernes kasser. (Arkivfoto) Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Ifølge Dansk Industri haster det med støtten til danske virksomheder, hvis de skal klare sig til efter påske.
Dansk Industri har forståelse for regeringens behov for at forlænge en delvis nedlukning af Danmark til og med påsken, som blev præsenteret mandag.
Men hvis dansk erhvervsliv skal gennem den periode med færrest mulige skader, skal der fart på at få de allerede aftalte støttekroner ud til virksomhederne, siger direktør Lars Sandahl.
- Huset brænder, og med hjælpepakkerne har vi fået lagt nogle af de brandslanger ud, som der er så akut brug for. Nu handler det om at få tryk i slangerne, siger han.
- Jo længere det tager at få bugt med den her virusepidemi, jo værre bliver det for vores samfundsøkonomi. Det er det samme for virksomhederne.
Spørgsmål: Hvor lang tid skal den her nedlukning vare, før der sker uoprettelig skade på dansk erhvervsliv?
- Der er gjort permanent skade allerede nu. Det er ikke kun på baggrund af det, der sker i Danmark, men det der sker i verden, siger Lars Sandahl.
- Mange af de eksportmarkeder, som vi lever af i Danmark hver eneste dag, lukker også markant ned. Det påvirker også dansk økonomi.
Mandag blev det også klart, at over 22.000 personer har meldt sig ledige i den seneste uge.
Ifølge Lars Sandahl vil virksomhederne næppe blive bedre i stand til at holde på de ansatte jo længere nedlukningen og kampen mod coronavirusset fortsætter.
Men han spår til gengæld, at en af de tabte stillinger vil vende hurtigt tilbage, hvis dansk økonomi kommer hurtigt på sporet igen.
- Jeg tror, at vi vil få mange tilbage på virksomhederne, lige så snart vi er ude af det. Men jeg tror desværre, at vi kommer til at se en del yderligere fyringer de kommende uger, siger Dansk Industris direktør.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker