Dansk industrigigant anklages for dødsfald

Det drejer sig om DR-Dokumentaren "Den danske dødsmine", som DR 1 sender mandag aften. Programmet beskriver, hvordan FLSmidth i en årrække drev en asbestmine på Cypern. Asbest er sundhedsfarligt og kan forårsage kræft.

Efterladte og pårørende truer med sagsanlæg, og politikere ønsker sagen rejst i østatens parlament. Ifølge cyprioterne lod den danske koncern minearbejderne bryde asbesten uden nogen form for beskyttelse - vel vidende, at asbest er livsfarlig at indånde.

På Cypern vurderer læger og advokater, at flere hundrede kan være døde på grund af asbestminen. Medlemmer af landets parlament vil have sagen rejst politisk, heriblandt George Perdikes fra partiet De Grønne.

- Den cypriotiske regering må tage kontakt med den danske virksomhed, for FLSmidth må betale for de mange liv, som asbesten har ødelagt på Cypern, siger han.

DR Dokumentar har på Cypern mødt flere arbejdere, der er ramt af kræft, angiveligt på grund af arbejdet i minen. Mange af deres kolleger er døde af asbestrelaterede sygdomme.

De mener, at FLSmidth bevidst undlod at oplyse om den risiko, minearbejderne blev udsat for. De cypriotiske myndigheder har imidlertid ingen sikre oplysninger om antallet af døde minearbejdere.

Øen har først for nylig oprettet et kræftregister, og en del asbestfremkaldte lungesygdomme er tidligere rubriceret som tuberkulosetilfælde, siger lungekirurgen Greg Christiolides i hovedstaden Nicosia.

Han har behandlet mange patienter med den dødelige lungehindekræft, som ifølge DR kun kan skyldes asbestpåvirkning.

- Uanset hvordan vi behandler disse patienter, så dør de senest to år efter, at diagnosen er stillet, siger han.

FLSmidth solgte i 1986 minen til den lokale biskop. Koncerndirektør Bjarne Moltke Hansen afviser, at koncernen i dag har et erstatningsansvar. Med overdragelsen af minen har den ny ejer overtaget alle forpligtelser, siger han i programmet.

/ritzau/

Foto: Keld Navntoft /Scanpix

Den danske industrikoncern FLSmidth anklages i et tv-program for at være skyld i flere hundrede minearbejderes død på Cypern.

Offentliggjort Sidst opdateret