Flere end 300.000 danskere har erhvervet sig en iPhone fra it-giganten Apple. Nu får de - og andre interesserede - også mulighed for at læse et magasin, der kun handler om de populære produkter.
Det er selskabet Mediaprovider, der udgiver det 92 sider lange magasin, som udkommer første gang torsdag.
- Vi forventer, at iPhone Magasinet rammer den hype, der er omkring Apples produkter og ikke mindst iPhone, siger Brian Dixen, der 1. oktober overtager stillingen som administrerende direktør i Mediaprovider.
Netop den store popularitet, som iPhone for øjeblikke er genstand for, gør, at magasinet sagtens kan have sin berettigelse. Sådan lyder det fra Thomas Vigild, spilredaktør og it-journalist på Politiken.
- Det her er en platform, der har utrolig store fremtidsudsigter, så jeg kan godt forstå, at de laver et iPhone-magasin, siger han.
Thomas Vigild har dog et forbehold.
- Jeg forstår ikke, hvorfor de laver det på tryk. Jeg håber meget, at der er en applikation med, så man kan læse det direkte på sin iPhone. Magasin-branchen er jo ikke den mest lukrative for tiden, siger han.
Magasinet kommer blandt andet til at indeholde en guide til, hvordan man optager og redigerer film på iPhonen. Desuden vil der være en test af den nyeste iPhone 4.
Den type artikler ser Thomas Vigild frem til at læse.
- Men det vil også være fedt, hvis magasinet er lidt kritisk over for Apples måde at lave monopol på. Om deres prissætning og lukkede verden i forhold til systemopdateringer og udvikling, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde