Dansk Islamisk Råd undsiger aftale med Hamas' tv-station
Der er ikke og har aldrig været et samarbejde mellem Dansk Islamisk Råd, DISR, og den Hamas-ejede tv-station Al-Aqsa TV. Dermed kommer den nyopførte stormoske i Københavns Nordvest-kvarter heller ikke til at sende tv fra Al-Aqsa.
Hamas er en palæstinensisk organisation, som blandt andet er på EU's terrorliste.
I de seneste dage har det været fremme i medierne, at tv-stationen skulle samarbejde med DISR. Men over for Ritzau fastslår formanden for medieudvalget i Dansk Islamisk Råd, Mohamed Al Maimouni, at det er en fejl.
- Med hensyn til Al-Aqsa. Vi har ikke nogen kontakt med dem overhovedet, så hvordan kan vi have indgået en aftale med dem?
- Vi har intet at gøre med Al-Aqsa. Overhovedet ikke, siger han.
The Copenhagen Post citerede ham torsdag for at sige, at foreningen vil fortsætte samarbejdet:
- Vi har besluttet at fortsætte med at arbejde for Al-Aqsa TV, så længe det, de rapporterer, er i tråd med vores synspunkter, citerede avisen ham for at sige.
Men det er ifølge formanden en fejl.
- Det har jeg ikke sagt. Det, jeg har sagt, er om eksterne aktører generelt.
- Vi er en dansk forening, der arbejder inden for dansk lovgivnings rammer. Når jeg siger det, så er betyder det, at vi selvfølgelig ikke kommer til at arbejde med Al-Aqsa, for Al-Aqsa ligger på kanten af loven, siger Mohamed Al Maimouni.
Sagen kom frem torsdag, men først lørdag modtager Ritzau en pressemeddelelse, hvor Dansk Islamisk Råd afviser samarbejdet med Al-Aqsa. Ifølge formanden har DISR dog sendt en pressemeddelelse ud allerede torsdag.
- Vi har sendt pressemeddelelse før, dette er nummer to. I en forening hvor der er så meget pres på, og hvor der for tiden bliver bygget, som der er en masse opgaver med, så kan der gå lidt tid med at få den rigtige pressemeddelelse ud, siger han.
Spørgsmål: Men det er jo en stor sag for jer, det må være vigtigt at komme hurtigt ud med sandheden?
- Jeg har også været ude og sige, at vi ingen samarbejdsaftale har med Al-Aqsa, siger Mohamed Al Maimouni.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned