Dansk madeventyr: Turister spiser for 10 milliarder

Danmarks position som et af klodens gastronomiske 'hot spots' fastholdes med Noma på en andenplads og Geranium på plads nummer 45 på listen over verdens bedste restauranter.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det siger Jonas Wilstrup, der er politisk direktør i restauranternes organisation, Horesta.

- Danmark har for længst markeret sig på det gastronomiske verdenskort. Først og fremmest takket være Noma, men Geranium og en række andre restauranter har bevist, at vi har meget mere at byde på, siger Jonas Wilstrup i en kommentar.

Han understreges, at Danmark i øvrigt har 13 Michelin-restauranter og desuden verdens næstbedste kok.

De fornemme præstationer i de professionelle køkkener er med til at tiltrække tusindvis af turister hvert år. Ifølge fødevareminister Mette Gjerskov er det en præstation, der er adskillige milliarder kroner værd:

- Det danske madeventyr er med til at styrke Danmarks brand i udlandet, og turister spiser hvert år for mere end 10 milliarder kroner i Danmark, siger ministeren i en pressemeddelelse.

- Det skaber arbejdspladser, og et godt gastronomisk image gør det også nemmere for danske fødevarevirksomheder at sælge deres varer i udlandet, så restauranternes succes er en gevinst for hele den danske fødevarekæde.

Mette Gjerskov påpeger, at Danmark er en stor spiller på den gastronomiske scene.

- Restaurant Noma og Geranium fortjener et stort tillykke med det flotte resultat, siger hun.

/ritzau/