Dansk soldat er blevet såret i Afghanistan

En dansk soldat blev søndag aften lettere såret i Helmand-provinsen i Afghanistan, oplyser Hærens Operative Kommando (HOK).

Soldaten, der kommer fra Ingeniørregimentet i Skive, blev ramt, da oprørere beskød patruljebase Clifton nord for Gereshk med granater.

Sanitetsfolk ydede med det samme førstehjælp, og soldaten blev derefter fløjet til felthospitalet i Camp Bastion.

Han har det efter omstændighederne godt og har selv ringet til sin familie i Danmark, oplyser HOK.

Soldatens skader er ikke alvorlige, og det forventes, at han vender tilbage til sin enhed om nogle dage.

/ritzau/

En dansk soldat er blevet lettere såret i Helmand. Han har selv ringet til familien i Danmark.

Offentliggjort Sidst opdateret