Dansk soldat er dræbt i Afghanistan

En dansk soldat er søndag morgen, lokal tid, blevet dræbt af en eksplosion, da han var på opgave i Helmand-provinsen i Afghanistan.

Hærens Operative Kommando (HOK) oplyser på sin hjemmeside, at episoden indtraf på en patrulje vest for Patrol base line.

Kammerater og sanitetsfolk ydede førstehjælp på stedet, før soldaten blev evakueret med helikopter til felthospitalet i Camp Bastian. Men hans liv stod ikke til at redde.

Den dræbte soldat kom fra Charlie-kompagniet, der er udsendt af Jydske Dragonregiment i Holstebro. HOK oplyser, at soldatens pårørende er underrettet.

I en pressemeddelelse udtrykker statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) stor sorg, efter at han modtog beskeden om dødsfaldet.

- Mine tanker og min dybeste medfølelse går til de pårørende i denne sorgens stund. Deres tab berører mig dybt, siger statsministeren.

Han tilføjer, at hans tanker også går til de danske soldater i Afghanistan, som har mistet en kammerat og en kollega.

- De danske soldater yder en stor indsats under svære vilkår for at fremme sikkerhed og udvikling i Afghanistan. De har min største respekt, erklærer Løkke Rasmussen.

Hermed har 41 danske soldater mistet livet i Afghanistan siden 2002.

Mens 2010 var det år, som kostede flest menneskeliv blandt soldaterne, er det lidt over seks måneder, siden det seneste danske dødsfald kunne registreres.

Brigadegeneral Peter H. Lund siger til TV2 News, at der ikke kan gives nogen entydig forklaring på, hvorfor det forholder sig sådan. Blandt de mulige faktorer nævner han en øget indsats mod vejsidebomber.

- Desuden ser det ud til, at en forsinket høst også har forsinket den traditionelle forårsoffensiv fra terroristernes side. Men vi ved, at vores soldater lever med en konstant trussel, siger Peter H. Lund.

/ritzau/

Dansk soldat blev søndag morgen dræbt på patrulje i Afghanistan. Han blev nummer 41 i rækken siden 2002.

Offentliggjort Sidst opdateret