Dansk soldat er dræbt i Afghanistan

En dansk soldat blev lørdag morgen dræbt under en ildkamp i Helmandprovinsen i Afghanistan.

Det skete, mens soldaten var på en patrulje i området øst for Patruljebase Bridzar, oplyser Hærens Operative Kommando på sin hjemmeside.

Soldaten kom fra 3. deling i Charlie-kompagniet, udsendt fra Den Kongelige Livgarde i Høvelte.

Kammerater og sanitetssoldaterne ydede førstehjælp på stedet, før soldaten blev evakueret med helikopter til felthospitalet i Camp Bastion.

Ved ankomsten til felthospitalet kom den hårdt sårede soldat straks under behandling af lægerne. På trods af deres indsats stod soldatens liv ikke til at redde.

Generalmajor Peter Kühnel, fungerende chef for Hærens Operative Kommando, udtaler:

- Det er med sorg, at jeg må meddele, at vi her til morgen har mistet en dansk soldat ved Den Danske Kampgruppe i Helmandprovinsen i Afghanistan. Mine tanker går først og fremmest til de pårørende, og vi vil gøre, hvad vi kan for at støtte og hjælpe dem, siger han i en pressemeddelelse.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) siger:

- Det berørte mig dybt personligt, da jeg i dag modtog beskeden om, at en dansk soldat har mistet livet Helmandprovinsen i Afghanistan. Det er en sorgens stund, og mine tanker og dybeste medfølelse går til de pårørende.

De pårørende til den dræbte soldat er underrettet.

38 danske soldater har nu mistet livet i Afghanistan.

/ritzau/

En dansk soldat er lørdag morgen blevet dræbt i forbindelse med en ildkamp i Helmandprovinsen i Afghanistan. Det oplyser Hærens Operative Kommando.

Offentliggjort Sidst opdateret