Dansk Sygeplejeråd ryger ud i kampvalg, når afstemningen om den nye formand starter i august. Grete Christensen og Irene Charlotte Hesselberg stiller op.
De kæmpede en brav kamp sidste år under overenskomstforhandlingerne. De danske sygeplejersker er derfor ikke uvante med kamphandlinger, men denne gang er det inden for egne række. Der er nemlig lagt op til kampvalg, når landets sygeplejersker i august og september skal stemme om posten som erhvervets ukronede dronning - formand for Dansk Sygeplejeråd.
Klokken 15 mandag udløb opstillingsfristen til formandsposten, og to sygeplejersker har meldt deres kandidatur. På den ene front står 52-årige Grete Christensen, der har været 1. næstformand i Dansk Sygeplejeråd siden 1998. Den anden front er dækket af 42-årige Irene Charlotte Hesselberg, der siden 2007 har været formand for Lederforeningen i rådet.
Vinderen af kampvalget overtager posten fra Connie Kruckow, der siden 2000 har fungeret som Dansk Sygeplejeråds ubestridte formand. I april meddelte hun, at hendes dage som formand var talte, da hun vil prøve noget nyt i de sidste år af sit arbejdsliv.
Hendes karriere som formand har bragt både roser og anklager med sig. Blandt andet blev hun beskyldt for pamperi, da det kom frem, at hendes løn på 1,5 millioner kroner om året lå i den højere ende blandt fagforeningsbosser. Derudover høstede den nu afgåede formand kritik for i 2005 at bygge et nyt domicil på 440 millioner kroner på en eksklusiv adresse tæt ved Amalienborg.
Udadtil fik hun dog organisationen til at fremstå som en markant aktør, hvilket blev understreget tidligere på året, hvor fagbladet Dagens Medicin kårede hende til en af de mest magtfulde personer i det danske sundhedsvæsen.
De 60.000 medlemmer af Dansk Sygeplejeråd skal til stemmeurnerne fra den 31. august til den 14. september. Den nye formand vælges direkte af de aktive medlemmer.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde