Danske Bank smider kunder på porten

Et vigtigt bånd til hjemlandet kappes nu for flere tusinde danskere, der har en konto i Danske Bank. Banken har besluttet sig for, at den ikke længere vil servicere privatkunder, der opholder sig i USA i længere tid, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Banken oplyser i et brev til kunderne, at de hurtigst muligt skal afslutte deres engagementer med banken med deadline den 1. maj 2011.

Man skal ellers ikke længere tilbage end oktober sidste år, da Danske Bank meldte ud, at det atter var tid til at etablere en filial i USA, hvor man ikke har været repræsenteret i fem år. Men det gjaldt altså kun erhvervskunder.

I Danske Bank bekræfter pressechef Anders Klinkby, at man ikke længere ønsker de danskere, som er bosat i USA, som kunder i banken.

- Vi har prøvet at skrive det så venligt, som vi kan, og vi tager størst muligt hensyn til kundernes behov. Derfor fastholder vi nogle af de servicer, man kan have behov for, hvis man som dansker bor i USA, siger han til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Det vil derfor fortsat være muligt for kunderne at betale regninger via en konto i Danske Bank, hvis de har et sommerhus i Danmark.

Også pensionsordninger, incitamentsprogrammer og børneopsparinger vil kunderne fortsat kunne have i Danske Bank.

Men almindelige lån, indlån og aktiedepoter skal hurtigst muligt afvikles eller overføres til andre banker.

Banken giver ny amerikansk lovgivning om blandt andet skatteindberetninger skylden for beslutningen.

Hos Danske Banks konkurrent, Nordea, vil pressechef Claus Christensen ikke udelukke, at man kommer til at gøre det samme, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

/ritzau/

Danske Bank har skrevet til danske kunder i USA, at de fra 1. maj ikke kan være kunder i banken.

Offentliggjort Sidst opdateret