Danske Bank tøver med beslutning om at lukke Christiania-automater
I sidste uge meddelte Nordea, at man lukker sine to hæveautomater på Christianshavn for at bekæmpe den økonomiske kriminalitet på Christiania. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Det er ikke en enkel beslutning, lyder det fra Danske Bank om de hæveautomater, banken har nær Christiania.
Danske Bank har endnu ikke truffet en beslutning om, hvorvidt bankens hæveautomater på Christianshavn skal lukkes.
Det oplyser Danske Bank i et skriftligt svar til Ritzau.
- Vi lytter naturligvis til myndighederne, og vi er klar til at indgå i dialog med dem om, hvad vi kan gøre med vores pengeautomater på Christianshavn Torv fremadrettet.
Banken har to hæveautomater i området, som ligger tæt på Christiania.
Her er debatten om hashhandel og organiseret kriminalitet igen blusset op, og flere automater er kendt som travle, da de blandt andet bruges til at finansiere hashkøb på Christiania.
- Det er ikke en enkel beslutning, da en del borgere i området, herunder ældre, fortsat har behov for at kunne hæve kontanter. Men vi melder ud, når vi har truffet en beslutning, lyder det i kommentaren.
Om Danske Bank på nuværende tidspunkt allerede er i dialog med myndigheder om bankens automater i området, fremgår ikke.
Ligeledes afviser banken at oplyse, hvornår en beslutning forventes taget.
I sidste uge meddelte Nordea, at man efter dialog med politiet lukker bankens to hæveautomater på Christianshavn for at bekæmpe den økonomiske kriminalitet på Christiania.
Mads Skovlund, bankdirektør med ansvar for privatkunder i Nordea Danmark, udtalte om beslutningen til FinansWatch:
- Vi tager bekæmpelse af økonomisk kriminalitet meget alvorligt, og vi er fuldt opmærksomme på den negative rolle, som kontanter har i de kriminelle miljøer.
Nordeas lukning af de to hæveautomater vil ske hurtigst muligt og senest i løbet af denne uge, oplyste Nordea desuden.
Københavns Politi har over for FinansWatch bekræftet, at det er i dialog med banker om at bekæmpe kriminaliteten på Christiania.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker