Danske beretninger fra 100 år gammel krig overdrages til Ukraine
Historisk materiale svarende til fire fyldte arkivkasser i Rigsarkivet overdrages til Ukraines ambassadør i Danmark og senere til Nationalarkivet i Ukraine. (Arkivfoto). Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Historisk materiale om Ukraines selvstændighedskamp overdrages fra Rigsarkivet til Ukraines ambassadør.
Fire fyldte arkivkasser med dokumentation af Ukraines historie overdrages tirsdag i digitaliseret form fra Rigsarkivet til Ukraines ambassadør i Danmark.
Det skriver Rigsarkivet i en pressemeddelelse.
Der er tale om beretninger fra danskere, der var udsendt for Røde Kors til Ukraine i årene 1918 til 1921.
Der var dengang udbrudt borgerkrig mellem Den Ukrainske Folkerepublik og den Russisk Sovjetiske Føderative Socialistiske Republik.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) mener, at det historiske materiale spiller en særlig rolle for ukrainerne i lyset af Ruslands invasion af landet.
- Krig handler også om historiefortællingen. Og derfor glæder det mig, at Ukraine nu får overdraget historiske dokumenter fra tiden efter Første Verdenskrig, hvor landet - lige som i dag - også kæmpede for sin uafhængighed, siger han i pressemeddelelsen.
Ukraine blev i december 1918 udsat for en storstilet invasion af bolsjevikiske styrker.
Kampene bølgede frem og tilbage indtil november 1921, hvor sovjetiske styrker opnåede kontrol.
Det betød, at Den Ukrainske Folkerepublik blev indlemmet i Sovjetunionen.
Fra Kyiv rapporterede danske Røde Kors-udsendte tilbage til København.
De kunne berette om angreb på danske felthospitaler, medicin, som blev stjålet, og udhungrede børn og voksne.
Seniorforsker i Rigsarkivet Steen Andersen betegner i pressemeddelelsen rapporterne som en "central ikke-militær kilde til borgerkrigens rædsler".
Senere på foråret modtager Ukraines Nationalarkiv også en digital kopi, ligesom arkivalierne bliver tilgængelige på Rigsarkivets hjemmeside.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned