Danske elever har få timer på skoleskemaet
Halvtomme skoleskemaer. I Danmark har elever i både folkeskolen og gymnasiet færre undervisningstimer end elever i andre OECD-lande.
Det viser den nye rapport "Education at a Glance", som organisationen netop har udgivet.
Og det på trods af, at Danmark stadig er et af de lande, der bruger flest penge på uddannelse. Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) vil se nærmere på problemet.
- Det lave timetal i folkeskolen og lærernes færre undervisningstimer sammenlignet med andre lande er noget af det, som vi vil se nærmere på i forbindelse med den kommende reform af folkeskolen, siger hun og fortsætter:
- Som det fremgår af regeringsgrundlaget vil vi give lærerne tid til at undervise.
Især de små klasser skiller sig ud fra de andre OECD-lande. Antallet af minimumstimer til danske elever i 1. og 2. klasse ligger til i alt 701 timer årligt mod et gennemsnit i OECD på 774 timer.
På gymnasierne ligger Danmark helt i bund med kun 377 direkte undervisningstimer om året per lærer mod et gennemsnit i OECD på 658 timer.
- Rapporten viser, at gymnasielærerne i Danmark underviser under en fjerdedel af arbejdstiden. Vi skal dog være varsomme i forhold til at tolke på internationale sammenligninger, da de dækker over forskellige opgørelsesmetoder, pointerer undervisningsministeren.
- Statsrevisorerne har på baggrund af af en rapport fra Rigsrevisionen i april 2012 ligeledes bemærket, at gymnasielærernes undervisningstid er meget lav, fortsætter hun dog.
OECD-rapporten viser i øvrigt, at unge mellem 25 og 34 år, der har gennemført en ungdomsuddannelse, i Danmark ligger under gennemsnittet på en 26. plads efter lande som Polen og Ungarn.
Antallet af unge 25-34-årige som har gennemført en videregående uddannelse er i Danmark ligeledes lavere end gennemsnittet i OECD. I spidsen ligger Korea, Japan og Canada.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker