Dansk film skal til at være et internationalt foretagende, endnu mere end det er i forvejen.
- I den virkelighed, vi færdes i, vil det være helt forfejlet at se dansk film som et nationalt produkt, der udfolder sig inden for faste grænser. At lave film er ikke som at producere rullepølse, siger Henrik Bo Nielsen, direktør i Det Danske Filminstitut (DFI).
Derfor åbner instituttet senere i år et nyt kontor, der skal varetage dansk films internationale relationer og især styrke de co-produktioner med andre lande, som danske filmselskaber allerede indgår i dag.
- Enkelte selskaber er fuldt ud i stand til at løfte den opgave selv. Det bliver så vores opgave at støtte de andre, som har idéerne og den kreative ekspertise, men måske mangler kontakterne og finansieringen, tilføjer DFI's direktør.
Instituttet er allerede i gang med at "tage forskud" på de nye tider. En aftale med Australien om samarbejde og co-produktioner inden for film, tv-drama og computerspil ventes underskrevet efter sommerferien.
- Australierne har et interessant støttesystem, ligesom de er meget interesserede i at tiltrække filmfolk fra andre lande, siger Henrik Bo Nielsen.
Han er glad for, at det seneste politiske forlig åbner for øget dansk medvirken i internationale co-produktioner.
- I dag optages danske spillefilm også i Tjekkiet, Argentina og Thailand, og udenlandske selskaber bidrager til finansieringen af dem.
Filminstituttets direktør advarer mod at tage de seneste års medvind som udtryk for, at dansk film kan det hele og kan det meget bedre end andre.
- Så selvfede må vi ikke blive. Ved at mobilisere udsyn og ved at samarbejde med filmfolk fra andre lande skal vi hele tiden blive dygtigere, også til at lave film, der kan gøre sig uden for Danmarks grænser, siger Henrik Bo Nielsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker