Mange hundrede danske filmfans tilbringer natten til søndagen i biografer, hvor de skal følge uddelingen af Oscar-priserne fra Hollywood.
Nordisk Film Biografer har indgået en aftale med TV2, der er indehaver af tv-rettighederne herhjemme, og viser hele showet i Imperial i København samt i Århus, Odense, Aalborg og andre byer i provinsen.
- For mange af gæsterne er det en årligt tilbagevendende begivenhed, og nogle kommer i deres fineste festtøj, fortæller Jacob Elkær-Hansen, marketingdirektør hos Nordisk Film Biografer.
Der er lagt op til en lang nat, og ikke alle indslag på lærredet er lige interessante. Men det er der råd for.
- Folk medbringer dyner og tæpper, så de kan tage sig en lille lur. Til gengæld er de mere end vågne, når de store priser uddeles. Så ryger stemningen i vejret, og vinderne hilses med jubel eller med buh-råb, fortæller Jacob Elkær-Hansen.
Det vakte således stor jubel, da den dansk-amerikanske kortfilm "The New Tenants" sidste år blev hædret med en Oscar.
- Men det er nok ingenting sammenlignet med reaktionen, hvis Susanne Bier vinder på søndag, siger marketingdirektøren.
Der har i en uges tid været udsolgt i Imperial, som har solgt 1100 billetter til begivenheden.
De bliver budt på et program, der også omfatter visningen af den danske film "Superclásico", ligesom TV 2 har etableret sit Oscar-studie i biografens foyer.
En del af optagelserne til "Hævnen" foregik på Sydfyn, og den regionale filmfond FilmFyn har bidraget til finansieringen af filmen og er medarrangør af en Oscar-aften på Hotel Svendborg.
Her bliver deltagerne budt på en tre retters menu, forskellig underholdning og en visning af den film, der kandiderer til Danmarks tredje Oscar i kategorien bedste udenlandske, ikke-engelsksprogede film.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker