Danske fly bryder lang bombepause i Libyen
Den hidtil længste pause med bombninger fra de danske F-16-fly i Libyen er nu blevet brudt.
10 dage i træk har de danske fly ikke kastet bomber i Libyen, men Flyvertaktisk Kommando oplyser tirsdag, at danske fly atter har angrebet mål i landet.
- Flyene har været indsat i områderne Sirte og Bani Walid, skriver Flyvertaktisk Kommando på sin hjemmesiden, hvor man dagligt opdaterer med missionens seneste 24 timer.
- De to missioner var luft-til-jord missioner mod ammunitionsdepoter. Der blev anvendt fire præcisionsbomber, hedder det.
Sidst F-16-flyene smed bomber mod libyske mål var 30. september, hvor der blev smidt to præcisionsbomber mod nogle ammunitionsdepoter ligeledes i området omkring Bani Walid.
Den nu brudte pause er den længste bombepause, siden missionen startede den 20. marts i år, viser en gennemgang af Flyvertaktisk Kommandos daglige "mission update".
Netop de to byer Sirte og Bani Walid, hvor de danske fly har smidt bomber, er i øjeblikket centrum for begivenhederne i landet.
Styrker, der er loyale over for Det Nationale Overgangsråd (TNC), har netop fået kontrol over politiets hovedkvarter i den væltede diktator Muammar Gaddafis fødeby Sirte.
Samtidig forbereder oprørsstyrkerne et nyt stormløb på ørkenbyen Bani Walid, som er en anden af Gaddafis få tilbageværende bastioner.
TNC har siden 15. september belejret Sirte. I fredags indledte de det, der betegnes som det sidste angreb på byen.
De danske F-16-fly har nu i alt gennemført 583 missioner i landet, hvoraf de 581 har været luft-til-jord missioner, mens to har været luft-til-luft, oplyser Flyvertaktisk Kommando.
Det samlede antal anvendte præcisionsbomber er 923.
/ritzau/
Efter 10 dage uden bombninger fra danske fly i Libyen er pausen nu brudt. Målet var ammunitionsdepoter.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned