Danske fly fortsætter bombeangreb i Libyen

De danske F-16-fly fortsætter deres bombardementer mod mål i Libyen.

I løbet af de seneste 24 timer har danskerne gennemført yderligere fire missioner, hvor der er blevet smidt præcisionsbomber. Det er tredje døgn i træk, at den danske indsats har indebåret væbnede angreb.

Flyvertaktisk Kommando vil som tidligere ikke gå i detaljer med, hvilke mål der er ramt, da man er bange for, at angreb vil kunne kædes sammen med konkrete piloter eller nationer.

Under danskernes første missioner har deres opgave været at overvåge luftrummet, sikre sig at flyveforbudszonen blev opretholdt og at holde øje med Muammar Gaddafis tropper på jorden.

Men onsdag rapporterede flyvevåbnet for første gang, at de danske fly havde kastet bomber mod mål i Libyen. Bombardementerne blev gentaget torsdag og nu igen fredag.

Senest lyder det, at koalitionen har bombet libyske regeringsstyrkers stillinger i den østlige del af landet og omkring hovedstaden Tripoli.

Bombetogterne er især rettet mod den strategisk vigtige by Ajdabiyah 150 kilometer syd for Benghazi, der er Libyens næststørste by og oppositionens højborg.

Koalitionen har med flyveforbuddet forhindret Gaddafi i at angribe libyske oprørere fra luften, ligesom mange af diktatorens radarinstallationer og kommandofaciliteter også er sat ud af drift.

De internationale styrker har dog endnu ikke formået at tæmme Gaddafis styrker på landjorden, hvor libysk militær fortsætter angrebene mod oprørene.

I Bruxelles siger en embedsmand ved Nato, at militærorganisationen planlægger at skulle opretholde flyveforbuddet over Libyen i tre måneder.

Dog kan operationen enten blive forlænget eller forkortet, hvis det er nødvendigt, siger talsmanden.

Samlet har Danmark sendt seks fly, 132 flyversoldater og en mængde gods til basen, der ligger på Siciliens sydlige spids, hvor de, siden deres ankomst lørdag, har gennemført 22 missioner.

/ritzau/

De danske F-16-fly har for tredje døgn i træk smidt bomber mod mål i Libyen, oplyser flyvevåbnet.

Offentliggjort Sidst opdateret