Igen i nat har de danske F16-fly været på vingerne over Libyen. Dermed har de danske kampfly allerede to gange været i aktion, siden de lørdag ankom til Sigonella-basen på Sicilien.
- Missionerne har været offensive og behæftet med en vis risiko. Det har tydeligvis været bombeoperationer formentligt rettet mod Gaddafis kommunikations- eller kommandofaciliteter, fortæller major Lars Cramer-Larsen fra Forsvarsakademiet.
Han vil ikke udelukke, at de danske kampfly har været med til at bombe den libyske leder Muammar Gaddafis kommandocentral i hovedstaden Tripoli, som luftangrebene angiveligt har ramt.
- Jeg ved ikke præcist, hvad de danske fly er blevet sat ind imod. Det er meget svært at sige, om danskerne har været med til at bombe Gaddafis kommandocentral. I princippet kunne de godt være, siger Lars Cramer-Larsen.
Han forklarer, at der ligger en klar tjekliste for, hvad koalitionen af kampfly skal ramme og hvornår. Det er amerikanerne, som har kommandoen over de forskellige landes fly. Flere uger i forvejen har USA præsenteret en overordnet plan for Nato. Planen beskriver i detaljer, hvad der skal gøres for at håndhæve det flyveforbud, som FN har vedtaget.
- Fra starten har man klassificeret målene og lagt en strategi for, hvornår de skal angribes. Meget tidligt har man gået efter Gaddafis knudepunkter i kommunikationen. Siden er man gået efter de faciliteter, hvorfra han styrer Libyen, forklarer Lars Cramer-Larsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde