Danske gymnasier sender eliteelever på talentkurser
I flere år har gymnasier oprettet lektiecafeer og læsekurser for at hjælpe de svageste elever. Nu sender skolerne de dygtigste elever på talentkurser uden for skoletiden.
Det sker i erkendelse af, at lærerne ikke kan nå også at udfordre de fagligt stærkeste i klassen, skriver Jyllands-Posten.
- I takt med at flere og flere kommer i gymnasiet, og skaren af elever bliver bredere, bliver det sværere at gøre noget for de dygtigste, siger Jens Boe Nielsen, der er formand for gymnasierektorerne og initiativtager til Akademiet for Talentfulde Unge.
Projektet har det seneste par år spredt sig til seks steder i landet, og cirka 150 gymnasier sender i år tilsammen 720 2.g.-elever af sted på kurserne.
I gymnasielærernes forening støtter man talentkurserne, mens Malene Nyborg Madsen, formand i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, er skeptisk.
Hun mener, at gymnasierne burde bruge de 7000 kroner, som det koster at sende en elev på talentkursus, til gavn for alle elever.
- Det er jo få elever, der får muligheden for dette ekstra tilbud, og vi ser helst, at skolerne selv løfter det ansvar, det er også at udfordre de stærkeste elever i klassen, siger Malene Nyborg Madsen til avisen.
Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) har besøgt akademiet, og hun er positiv:
- Det er også gymnasiernes opgave at gøre noget for de særligt talentfulde, og mit indtryk er, at de får et stort fagligt boost på talentakademiet, og at de bliver positive rollemodeller for de andre i klassen.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker