Danske instruktører lærer ukrainere at kæmpe fra skyttegrav

Ukrainske soldater bliver af danske instruktører undervist i, hvordan man kæmper fra en skyttegrav i Storbritannien. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Danske instruktører er med til at udlære ukrainske soldater. Det altoverskyggende element er skyttegravskrig.

Offentliggjort Sidst opdateret

Instruktører fra det danske forsvar har i sidste uge trænet ukrainske soldater i førstehjælp i et stressfyldt miljø og udsat dem for skyttegravsøvelser.

Det skriver Forsvarskommandoen i en såkaldt Mission Update mandag.

Personale fra Forsvaret har siden 2022 været med på en træningsmission i Storbritannien, hvor ukrainske soldater er blevet uddannet til at deltage i krigen i deres hjemland.

I slutningen af juni modtog de danske instruktører i Storbritannien et hold på omkring 200 ukrainere.

I den forgangne uge stod den på førstehjælp og handlebaner for de ukrainske soldater. Her skulle deres evner i et stressfyldt miljø testes.

Det miljø blev skabt af røgmaskiner, lydmaskiner og lys samt instruktører, der råbte og pressede soldaterne til at arbejde hurtigere.

Ukrainerne syntes ifølge Forsvarskommandoens Mission Update, at det var sjovt at prøve.

Senere på ugen stod den på skyttegravsøvelser, som Forsvarskommandoen beskriver som det altoverskyggende element for ukrainerne.

- De lærer, hvordan de kæmper fra en skyttegrav, og hvordan de angriber og renser en skyttegrav for fjender, lyder det.

Danmark deltager i træningen af ukrainske soldater i Storbritannien som en del af den samlede støtte til Ukraine. Træningsprojektet er ledet af Storbritannien.

Danske instruktører har også deltaget i uddannelse af ukrainsk kampvognsbesætning på Leopard-kampvogne i Tyskland.

Ukrainske piloter bliver desuden uddannet i Danmark på Flyvestation Skrydstrup i Sønderjylland.

Uddannelsen har til formål at sikre, at det ukrainske luftvåben har de basale forudsætninger for at flyve, servicere og vedligeholde F-16-kampfly.

Træningen i Skrydstrup forsætter frem til udgangen af 2024, hvor der vil være uddannet 20 ukrainske F-16-piloter i Danmark.

/ritzau/