Valgsteder i København, Århus, Odense og Aalborg åbnede fredag dørene for irakere her i landet, som ønsker at stemme til parlamentsvalget i deres hjemland på søndag.
30.000 irakere i Danmark har mulighed for at sætte kryds ud for deres favorit, og informationschef i FN's udviklingsprogram, UNDP, Henrik Kastoft vurderer, at mange vil benytte den mulighed.
Han henviser til, at der ved det seneste valg i 2005 var 90 procent af de stemmeberettigede i Danmark, der mødte frem. Det til trods for, at de alle skulle rejse til København, da der ikke som nu var valgsteder andre steder i landet.
Formand for Dansk-Irakisk Forening Osama Al-Erhayem frygter derimod, at mange vil blive væk. Han siger, at de irakiske myndigheder har forsømt at oplyse om muligheden.
- Jeg må desværre sige, at der ikke er så stor interesse. Modsat tidligere valg er der denne gang ikke samme bevågenhed, og det skyldes, at oplysningerne har været for få. Flere er helt uvidende om muligheden, siger Osama Al-Erhayem.
Det afvises imidlertid af UNDP, som oplyser, at alle stemmeberettigede onsdag har modtaget et personligt brev, som også indeholder oplysninger om, hvor de kan stemme.
Modsat tidligere skal irakerne denne gang både fremvise dokumentation for, at de er irakiske statsborgere, og bevise, hvilken region de stammer fra. Enkelte kunne på valgstederne ikke fremvise regionspapirer, og de måtte gå hjem med uforrettet sag.
Valget er det tredje demokratiske valg i Irak, siden Saddam Hussein blev fjernet fra magten. I Danmark er der foruden fredag mulighed for at afgive sin stemme lørdag og søndag.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde