Når valgstederne i København, Århus, Odense og Aalborg fredag åbner dørene for irakere, der bor her i landet, risikerer der at blive langt mellem vælgerne.
Selv om 30.000 irakere i Danmark har mulighed for at stemme på deres favorit til parlamentsvalget søndag i hjemlandet, vil mange blive væk. De irakiske myndigheder har forsømt at oplyse om muligheden, siger Osama Al-Erhayem, formand for Dansk-Irakisk Forening.
- Jeg må desværre sige, at der ikke er så stor interesse. Modsat tidligere valg er der denne gang ikke samme bevågenhed, og det skyldes, at oplysningerne har været for få. Flere er helt uvidende om muligheden, siger Osama Al-Erhayem.
Ved tidligere valg, for eksempel i 2005, sørgede de irakiske myndigheder via Udenrigsministeriet for at sende breve ud til samtlige stemmeberettigede. Det er ikke sket denne gang. Derfor ved mange ikke, hvor de skal møde op for at stemme.
- Jeg har selv måttet ringe til den irakiske ambassade for at få adressen oplyst. Den henviste mig til en hjemmeside, men opsætningen er ikke særlig tydelig, siger Osama Al-Erhayem.
Han siger, at Iraks uafhængige valgkommission har haft en medarbejder udsendt i Danmark i en måned for at forberede valget.
- Jeg ved ikke, hvad der er gået galt. Men synligheden kniber det med, siger Osama Al-Erhayem.
Valget er det tredje demokratiske valg i Irak, siden Saddam Hussein blev fjernet fra magten. I Danmark er der foruden fredag mulighed for at afgive sin stemme lørdag og søndag.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde