De danske kampfly, som er blevet brugt i Nato-operationen i Libyen, forbliver foreløbig i området.
Ifølge forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) afventer Danmark en afklaring fra Nato, før man afgør, hvornår kampflyene skal hjem.
- Jeg forventer, at man i Nato-sammenhæng meget hurtigt finder ud af, hvad der skal ske med missionen. Og på baggrund af det tager vi stilling til, hvad der skal ske med kampflyene, siger Gitte Lillelund Bech.
Hun tør ikke give et bud på, hvornår kampflyene, der har været udsendt siden 19. marts, vender hjem.
Kampflyene blev sendt af sted på baggrund af et FN-mandat med det formål at beskytte civilbefolkningen. Og det kan der fortsat blive brug for, selvom alt tyder på, at Gaddafis styrker er færdige med at kæmpe.
Kampflyene kan nemlig også blive indsat mod oprørerne, hvis deres magtovertagelse mod forventning skulle udvikle sig til et blodigt hævnopgør mod formodede Gaddafi-støtter.
- Vores udgangspunkt er, at der ikke må ske overgreb på civilbefolkningen. Og det gælder uanset, om det er Gaddafi eller nogle andre, der slår civilbefolkningen ihjel, siger Gitte Lillelund Bech.
Ifølge en opgørelse fra forsvaret har missionen indtil udgangen af juli i alt kostet 447,5 millioner kroner.
De danske fly har det seneste døgn fløjet fire missioner omkring Tripoli og kastet to præcisionsbomber mod kommandostrukturer.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker