Danske kampvogne ude af storoffensiv

I to uger har de danske Afghanistan-soldaters mest slagkraftige våben, de store Leopard 2 kampvogne, hjulpet britiske kolleger i storoffensiven operation Moshtarak i Helmand-provinsen.

Men nu er de atter tilbage i stalden i den danske operationsbase Price uden for Gereskh, og der er skabt midlertidig sikkerhed for de britiske soldater og lokalbefolkningen i området. Det oplyser Hærens Operative Kommando.

Danskerne hjalp med at sikre en vej til det afghanske politi.

- Vi har nået de mål, som vi havde fået stillet som opgave. Vejen er åbnet, der er lavet checkpoints bemandet med afghanske politifolk og britiske soldater, forklarer kampvognsdelingsfører premierløjtnant Kappel fra Jyske Dragonregiment i en pressemeddelelse.

Før operationen havde Taliban lukket den ene af to veje i området. Dermed var trafikanterne tvunget til at bruge den anden vej, som Taliban så kontrollerede ved blandt andet at opstille ulovlige checkpoints.

De danske "leoparder" spillede ikke en udpræget aktiv rolle i operationen og åbnede kun ild en enkelt gang. Men deres blotte tilstedeværelse var med til at gøre fremrykningen mere sikker for kollegerne, forklarer premierløjtnanten.

- Vi skød med vores 120 mm kanon, da vi selv var blevet beskudt. Efter vi havde skudt igen, blev der ikke en eneste gang åbnet ild fra modstanderne, når vi viste os under operationen. Så selv om vi ikke spillede en mere aktiv rolle, så skabte vi ro, hvor vi kom frem - siger kampvognsdelingsføreren.

Moshtarak betyder "sammen" på det lokale sprog Dari. 15.000 soldater fra Afghanistan og Nato deltager i offensiven.

/ritzau/

Den danske kampgruppes tungeste skyts, Leopard 2 kampvogne, er tilbage i den danske base i Helmand efter 14 dage i en storstilet Nato-offensiv i Afghanistan.

Offentliggjort Sidst opdateret