Danske kunstnere og international lyd skal knække grandprix-nød

Stéphanie Surrugue og Sara Bro skal guide seerne gennem årets melodigrandprix, der bliver sendt på DR1 den 17. februar. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

DR har med en ny strategi sat kursen mod at finde en sang, der kan bryde Danmarks Eurovision-dødvande. Det ser særligt godt ud i år, siger kender.

Offentliggjort Sidst opdateret

Årets sange ved Dansk Melodi Grand Prix skal ikke kun stryge ind på lytternes og seernes favoritliste herhjemme, men skal også gå lige i hjertet hos resten af europæerne.

DR håber at tage første skridt i den retning lørdag, når Dansk Melodi Grand Prix bliver afviklet. Det sker med en ny strategi i rygsækken.

- Vi har justeret vores musikstrategi i forhold til at vælge numre. Vi har brugt en del kræfter på at møde eksperter i Eurovision, som vi har taget notits af, siger Erik Struve Hansen, programansvarlig i DR.

Ved de tre seneste Eurovisions er det ikke lykkedes Danmark at kvalificere sig til finalen.

Men selv om tiden skal skrues tilbage til 2013, før en dansk artist senest kunne løfte vindertrofæet ved Eurovision, har det ikke taget pusten fra grandprix-chefen.

- Melodigrandprix har virkelig samlet Danmark, og den her tradition er vigtig og stadig relevant, siger han.

- Der er også andre lande, der har været gennem lignende perioder, så det kan vende igen.

DR har til årets danske melodigrandprix samlet inspiration fra de lande, der klarede sig særligt godt ved de seneste tre Eurovisions.

Desuden har fansiden melodigrandprixfans.dk givet gode råd til, hvordan showet blandt andet får den ægte melodigrandprix-stemning.

- Vi fornemmer, at DR har lyttet til mange af de ting, vi har bragt til bordet. I hele perioden optil har jeg haft en meget bedre fornemmelse, end jeg havde sidste år, siger formanden for fansiden, Hanne Bjørn.

En sejr i Dansk Melodi Grand Prix sikrer en plads i Eurovision, som afholdes i maj i den svenske by Malmø.

I år er der gode chancer for, at vindersangen er dansk ifølge Hanne Bjørn.

- Niveauet er højere, end det har været de sidste par år. Der er flere i år, som har den her internationale lyd, som kan gøre, at de kan komme i finalen, siger hun.

Sidste år vandt færingen Reiley det danske melodigrandprix med sangen "Breaking My Heart".

Sangen "Sand", der synges af artisten Saba, har størst chance for at vinde ifølge bettingsider som Danske Spil og Unibet. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sangen endte med en tredjesidsteplads ved den todelte semifinale til Eurovision og kvalificerede sig derfor ikke til finalen.

Skal man tro bettingsider som Danske Spil og Unibet, har tre sange særligt gode chancer for at vinde.

Øverst på listen er "Sand", som skal synges af Saba Lykke Oehlenschlæger. Nummeret er skrevet i samarbejde med den danske sanger Pil Kalinka Jeppesen.

Efter den følger "Mirrorball of Hope" af den scenekendte Aura Dione, mens den personlige fortælling "Johnny" af den tidligere melodigrandprix-deltager Basim er på en tredjeplads.

En del af DR's strategi har blandt andet været at sikre et dobbelt fokus, som skal række ud over danskernes smag.

- Alle sangene har danske kunstnere eller sangskrivere. De har på den måde et tydeligt dansk afsæt, mens sangene samtidig peger mere målrettet ind i Eurovision, siger Erik Struve Hansen.

Derudover har det været en overvejelse, at vinder-artisten skal kunne håndtere det store Eurovision-show, som venter forude.

Reiley vandt sidste års melodigrandprix med sangen ''Breaking My Heart''. Ved Eurovision 2023 fik sangen en 14.-plads i semifinalen og kvalificerede sig derfor ikke til finalen. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Det er ifølge Hanne Bjørn en fordel, da de etablerede kunstnere har erfaring med netop det.

- Det kan være svært for dem, der vinder, når de lander i Eurovision-boblen, fordi det er overvældende, siger hun.

- Eurovision og melodigrandprix handler ikke kun om sang, men også om show og performance. Det er hele pakken.

Foruden artisterne på scenen har kendte navne været med til at udvikle sangene. Det er blandt andre medlemmer fra bandet Alphabeat samt bandet Carpark Norths basguitarist, Søren Balsner.

- Niveauet er virkelig højt. Jeg kan ikke mindes, at der tidligere har været så mange etablerede kræfter bag, siger Erik Struve Hansen.

Dansk Melodi Grand Prix bliver sendt på DR1 lørdag 17. februar klokken 20 med Stéphanie Surrugue og Sara Bro som værter.

/ritzau/

Årets kandidater ved Dansk Melodi Grand Prix

* Aura Dione - "Mirrorball of Hope".

* Basim - "Johnny".

* CHU CHU - "The Chase (Zoom Zoom)".

* Janus Wiberg - "I Need Your Love".

* Roseelu - "Real Love".

* Saba Lykke Oehlenschlæger - "Sand".

* Stella - "Sign Here".

* UBLU - "Planetary Hearts".

Kilde: DR.dk.

/ritzau/

En ny strategi har været i spil, da årets sange til Dansk Melodi Grand Prix blev udvalgt. Her har der været fokus på både danskernes smag og sange, der var målrettet Eurovision, siger programansvarlig for Dansk Melodi Grand Prix i DR Erik Struve Hansen. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Ritzau Grafik. Foto: WER/Free

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu