Danske landmænd sprøjter med rekordmængde PFAS-pesticider
Landmændene bruger særligt pesticider mod svampesygdommen kartoffelskimmel, der betragtes som en af de største udfordringer i dansk kartoffelproduktion. (Arkivfoto). Foto: Heiko Rebsch/Ritzau Scanpix
Store mængder regn har givet særligt gode vilkår for blandt andet kartoffelskimmel, der sprøjtes imod.
Forbruget af såkaldte PFAS-pesticider i dansk landbrug sætter rekord.
Det skriver Ingeniøren på baggrund af en ny opgørelse over danske landmænds indberetninger af pesticidbrug til Miljøstyrelsen.
Landmændene sprøjtede med rekordhøje 196 ton PFAS-stoffer fra 1. august til 31. juli 2023.
Den tidligere rekord lød på 117 ton i den tilsvarende periode året før.
Forbruget når ny rekord på trods af flere eksperters advarsler mod stofferne, der ophober sig i både mennesker og miljø.
- Det er stærkt problematisk. Frem for alt, fordi pesticider spredes direkte ud i miljøet, siger lektor på DTU's institut for Miljø- og Ressourceteknologi Steffen Foss Hansen til Ingeniøren.
PFAS-pesticiderne bruges særligt mod svampesygdommen kartoffelskimmel, der på grund af store mængder regn har haft særligt gode vilkår i 2023.
Ud over den øgede nedbør oplever danske landmænd problemer med, at pesticider får sværere ved at slå svampesygdomme som kartoffelskimmel ned.
- Der er sket en udvikling af resistens i svampen over for pesticider i lighed med resistens i bakterier over for penicillin hos mennesker, siger Lars Bødker, landskonsulent for kartofler hos landbrugets og fødevaresektorens videnscenter Seges, til Ritzau.
Ifølge ham er kartoffelskimmel skyld i mindre kartofler og en halvering af udbyttet fra kartoffelproduktion.
- Derfor er man nødt til at lave en antiresistensstrategi, hvor flere midler med forskellige virkemekanismer blandes, siger han.
Pesticiderne kan blandt andet nedbrydes til stoffet TFA, der ifølge Ingeniøren tidligere er blevet kaldt "en tikkende bombe under drikkevandsforsyningen" af eksperter fra DTU.
Vurderinger fra forskningscenteret Geus viser, at landbruget udleder mellem 7 og 50 ton af stoffet om året, og som ender i grundvandet.
PFAS er en samlet betegnelse for mindst 10.000 forskellige fluorholdige stoffer, som begyndte at blive brugt i 1950'erne.
Flere af PFAS-stofferne er under mistanke for blandt andet at være kræftfremkaldende, medføre dårligt immunforsvar og være hormonforstyrrende.
Stofferne er svært nedbrydelige og bliver derfor kaldt evighedsstoffer.
De anvendes for eksempel også i imprægneringsmidler, elektronik, tekstiler og maling.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker