Der bliver mindre natur i Danmark, og flere dyrearter som harer og agerhøns er på tilbagegang. Intet tyder derfor på, at Danmark kan overholde EU's mål om at standse nedgangen i den biologiske mangfoldighed inden 2010, som alle medlemslandene ellers har forpligtet sig til.
Sådan lyder det dystre billede, som den femte danske miljøtilstandsrapport Natur og Miljø 2009 fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) ved Aarhus Universitet tegner i den netop offentliggjorte rapport.
- Der er tilbagegang i naturen generelt set. Der er tegn på forbedringer, men det går generelt tilbage arealmæssigt, og også kvaliteten af naturen er faldende, siger seniorrådgiver Bo Normander fra DMU.
Rapporten viser, at arealet af enge, overdrev, hede, moser, klitter og anden lysåben natur er faldet med en fjerdedel fra 1965 til 2000. De åbne naturområder forsvinder, blandt andet fordi de bliver opdyrket, plantet til med skov eller der bliver bygget veje, og byerne udvidet.
- Specielt udbygning af veje og motorveje gør, at vores naturområder bliver isoleret som små frimærker, hvor der ikke er nogen sammenhæng i naturen. Og opsplitningen af naturen er et af de største problemer, fordi mange planter og dyr kræver plads for at kunne bevæge sig, siger Bo Normander.
Også naturen på landbrugsjord har det skidt. Den samlede bestand af 22 fugle fra agerlandet som agerhøns og kirkeugle er gået tilbage med 36 procent siden 1990.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde