Danske serier dyster om fornem tv-pris

Både "Borgen" og anden sæson af "Forbrydelsen" er således nomineret som bedste internationale dramaserie. Der er i alt fire nominerede i kategorien. De øvrige er "Modern Family" og "The Slap" - produceret af henholdsvis 20th Century og Matchbox Pictures.

- Forbrydelsen og Borgen er serier, der på hver sin måde har udfordret tv-dramatikken og vores forståelse af, hvordan vi fortæller historier, der bygger på mod, nytænkning og målrettet talentudvikling, siger DR's fiktionschef, Nadia Kløvedal Reich.

- De to nomineringer er betydningsfulde for dansk tv-dramatik. De giver en positiv omtale af Danmark og øger mulighederne for internationale partnerskaber og salg inden for tv-produktion i Skandinavien, siger hun i en pressemeddelelse.

Holdet bag "Borgen" er stadig forbavset over, at serien er blevet vist og anerkendt internationalt.

- At vi nu også har fået en nominering til en af de fineste tv-priser i Europa gør os nærmest euforiske. Vi havde ikke drømt om, at en serie om det danske demokrati og folkestyre ville nå så langt ud over landets grænser, siger producent Camilla Hammerich.

Det er andet år i træk, at "Forbrydelsen" er nomineret, men det gør ikke glæden mindre. Sidste år vandt den prisen foran den populære serie "Mad Men".

- Det er enestående for en dansk serie at blive nomineret to år i træk. Og at vi nu skal dyste mod 'Borgen', gør det kun endnu mere fantastisk, siger seriens producent, Piv Bernth, der i mellemtiden også er blevet DR's dramachef.

Det er BBC Four, der har vist begge serier. I øjeblikket viser den den dansk-svenske "Broen" for sine seere.

/ritzau/

DR kommer i skarp konkurrence med sig selv, når briterne den 27. maj uddeler de prestigefyldte Bafta-priser i London til årets bedste tv-programmer.

Offentliggjort Sidst opdateret