Danske sygeplejersker strømmer til Norge
Danske sygeplejersker vil ikke gå rundt og være arbejdsløse herhjemme, så et stadig større antal af dem får job i Norge, hvor der er masser af ledige stillinger.
Antallet af norske autorisationer til danske sygeplejersker er steget med 220 procent på bare 3 år, skriver Dansk Sygeplejeråds nyhedsbrev Synergi.
- Der er selvsagt en risiko for, at nogle af sygeplejerskerne slår sig permanent ned i Norge og ikke vender tilbage til det danske sundhedsvæsen, som får så hårdt brug for dem om få år, siger Anni Pilgaard, der er næstformand i Dansk Sygeplejeråd.
I 2008 fik 145 dansk uddannede sygeplejersker norsk autorisation. Det tal var vokset til 463 i 2011, viser tal fra Statens Helsetilsyn i Norge.
Og 2012 ser ud til at slå ny rekord, viser de foreløbige tal. Alene i årets første halvdel har 352 dansk uddannede sygeplejersker fået autorisation i Norge. Og der er job nok, lyder det fra det norske Arbeids- og Velferdsdirektorat (NAV).
- Vores seneste konjunkturundersøgelse, som blev foretaget i foråret, viste en mangel på 2150 sygeplejersker, fortæller seniorrådgiver i NAV Johannes Sørbø til Synergi.
NAV slår samtidig fast, at behovet bare vil vokse de kommende år. Der er næsten ingen arbejdsløse sygeplejersker i Norge. Og i juni var der flere end 1000 ledige sygeplejestillinger, påpeger Johannes Sørbø.
Dansk Sygeplejeråd forventer, at de danske sygeplejerskers tilstrømning til Norge vil fortsætte.
- Jeg er overbevist om, at det kun er begyndelsen, vi ser. Jeg tror, at danske sygeplejersker i stigende grad vil søge job i Norge.
- Det norske sundhedsvæsen med dets høje niveau i sygeplejen minder utroligt meget om det danske, siger næstformand Anni Pilgaard.
Hun regner dog med, at langt de fleste danske sygeplejersker vender hjem igen med værdifulde erfaringer i bagagen.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker