Målebåndet kommer på overarbejde, når det sættes om taljen på danske mænd og kvinder.
Hos begge køn har flere end halvdelen en livvidde, der sprænger anbefalingerne, viser en ny undersøgelse.
Det kan få alvorlige følger for helbredet. Fedt på maven øger risikoen for sukkersyge, forhøjet blodtryk og hjerte-kar-sygdomme, fastslår første reservelæge Ketil Haugan, der står bag undersøgelsen.
- Når lægen ser en patient med for meget fedt om livet, er det en god idé at tage målebåndet frem. Er taljemålet for stort, bør blodtrykket, blodsukkeret og kolesteroltallet måles, siger han.
66 procent af kvinderne i undersøgelsen overskred deres anbefalede 80 centimeter, mens 60 procent af mændene målte mere end deres anbefalede 94 centimeter.
Det er bekymrende, mener Ketil Haugan. Mavens omfang siger nemlig meget om patientens helbred. Det skyldes, at den såkaldte æbleform belaster helbredet mere end pæreformen, hvor fedtet sidder om hofterne.
Derfor bør de praktiserende læger holde et ekstra godt øje med "æblerne" i stedet for kun at fokusere på patientens BMI-tal, som ikke siger noget om, hvor på kroppen fedtet sidder.
Undersøgelsen viser en nøje sammenhæng mellem et for stort taljemål og dårligt helbred.
For eksempel har næsten halvdelen af de kvinder i undersøgelsen, der har et taljemål over 88 centimeter, forhøjet blodtryk, mens 15 procent lider af diabetes.
Undersøgelsen, som offentliggøres i Ugeskrift for Læger, omfatter 847 patienter i alderen fra 18 til 80 år.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde