Dansk Tamilsk Forum ønsker, at Sri Lankas regering skal stå til ansvar for de massive folkedrab, som har fundet sted siden 2008. Advokat Bjørn Elmquist afsender i løbet af ugen en anmeldelse til Den Internationale Straffedomstol i Haag.
- De personer, man mistænker for at være ansvarlige for folkedrab, kan blive anholdt, hvis de rejser til et land, som har tiltrådt Rom-statutten, siger Bjørn Elmquist.
En række lande har tiltrådt Rom-statutten, som binder landene til retsforfølgelse af enkeltpersoner anklaget for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden samt krigsforbrydelser.
Tre danske tamiler har i ni dage gået fra Herning til Kongens Nytorv i København for at sætte fokus på Sri Lankas regeringshærs overgreb på befolkningen i Sri Lanka.
- Jeg har en fætter, som sidder i en stor lejr, der er kontrolleret af regeringen, og han kan ikke komme ud, siger Mahes Ponnampanam, som står på Kongens Nytorv, efter at have vandret 320 kilometer fra Herning.
- Vi regner med, at cirka 60.000 mennesker sidder i fængselslejre, mens 15-20.000 mennesker sidder i hemmelige fængsler, som ingen ved, hvor er. Dagligt hører vi om voldtægt og bortførelser, siger Mahes.
Sri Lankas præsident, Mahinda Rajapaksa, vandt præsidentvalget i 2005 og blev genvalgt i januar 2010. Han har en nærmest enevældig magt, men hvis Den Internationale Straffedomstol tager anmeldelsen op, kan præsidenten ikke længere rejse frit omkring i verden.
- Det er frygteligt, det der sker. Vi kan ikke bare sidde og ikke gøre noget, siger Mahes, som foreløbig har fået adskillige vabler efter at have gået fra Herning til København.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde