Dansker den første med H1N1-mutation

En dansker har udviklet en muteret udgave af H1N1, der er resistent over for influenzamidlet Tamiflu. Det er den første konstaterede mutation af H1N1 i verden.

Det første tilfælde i verden af resistens over for influenzamedicinen Tamiflu hos folk med influenza H1N1 er fundet i Danmark. Personen er nu rask, og der er ikke påvist yderligere smitte med det resistente virus, oplyser Statens Serum Institut.
- Vi regner ikke med, at det eksisterer længere, siger Nils Strandberg Pedersen, der er administrerende direktør ved Statens Serum Institut, og henviser til den muterede form af H1N1.
Den smittede dansker havde været i tæt kontakt med en anden smittet person og var derfor i forebyggede behandling med Tamiflu. Alligevel fik personen influenzasymptomer og er i stedet behandlet med en anden type influenzamedicin, Relenza.
Ifølge Niels Strandberg Pedersen er det ikke af betydning, at den første muterede version er fundet i Danmark.
- Vi opfatter det som et udtryk for, at vores overvågninger fungerer, siger han.
Verdens sundhedsorganisationen WHO opfordrer efter det danske tilfælde til mere opmærksomhed på mulighed for udvikling af resistens hos viruset.


Det er ikke usædvanligt, at en influenzavirus muterer spontant, og i en pressemeddelelse kalder Statens Serum Institut det "Velkendt og forventeligt." Samtidig kan Niels Strandberg Pedersen ikke udelukke, at der vil komme nye former for mutation.
Til behandling af H1N1 har Danmark store lagre af Tamiflu, og i slutningen af april blev der indkøbt 40.000 doser Relenza som en ekstra sikkerhed i tilfælde af resistente mutationer.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret