Dansker går efter kokkeguld

Efter to års intense kokkerier og kulinariske eksperimenter er den danske mesterkok Rasmus Kofoed klar til på søndag at flyve til Lyon i Frankrig for at deltage i kokkenes verdensmesterskab, Bocuse d'Or.

- Jeg har løbet, dyrket fitness og spillet fodbold for at være mentalt klar, og jeg spiser en masse ingefær og drikker urtedråber for ikke at blive syg inden konkurrencen, siger Rasmus Kofoed.

Om og om igen har Rasmus Kofoed øvet sig på sine retter til verdensmesterskabet. Kort inden afrejsen mener han, at de intense forberedelser har båret frugt.

- Maden er fantastisk, visuelt er det storslået, detaljeret og smukt, men vi skal også levere varen på dagen. Vi skal levere verdens bedste måltid, siger Rasmus Kofoed.

Sidste år tog Rasmus Kofoed førsteprisen ved EM i kokkerier, Bocuse d'Or Europe, og tidligere har han vundet både bronze og sølv ved verdensmesterskabet, så chancerne for en topplacering ser gode ud.

- Hvis man er en ambitiøs kok, bliver man dygtigere med alderen. Man bliver mere ambitiøs og mere rutineret. Man finder sin egen måde at lave mad på, siger Rasmus Kofoed.

De retter, han tager med til konkurrencen i Lyon, er forfinede, nedbarberede eksperimenter fra hans restaurant, Geranium.

Han har pakket de bedste danske råvarer til konkurrencen: Biodynamiske rødbeder, syltede Karl Johan-svampe, som han selv har plukket på Sydsjælland i sommer, og som han selv kalder "verdens bedste svampe", samt røget lammebryst fra slagteren på Kultorvet.

Rasmus Kofoed bliver eksamineret ved Bocuse d'Or i Lyon onsdag aften.

/ritzau/

Den danske kok Rasmus Kofoed er med selvsikkerhed på vej til kokkenes VM i Frankrig.

Offentliggjort Sidst opdateret