Danmark er kommet et skridt nærmere at få sin første statsborger i rummet. 34-årige Andreas Mogensen har netop færdiggjort sin et-årige grunduddannelse hos det europæiske rumprogram, ESA.
Ved en højtidelig ceremoni på ESA's træningscenter i Köln i Tyskland fik Andreas Mogensen mandag sit eksamensbevis.
- Jeg er utrolig glad for at være færdig med grunduddannelsen. Undervejs har det været rigtig spændende, og det har været et langt år, men det er rart at være færdig, siger Andreas Mogensen til Ritzau.
8400 ansøgere var der oprindeligt til astronautuddannelsen. Af dem har seks personer nu gennemført den 14 måneder lange grunduddannelse. Men der kan gå lang tid inden, at Andreas Mogensen kan få lov at få komme på rumvandring.
For Danmark er en af de mindre bidragydere til ESA, og hans kolleger fra Tyskland, Italien, Storbritannien og Frankrig står foran ham i køen. Så der kan sagtens gå op til 10 år, før danskeren bryder gennem atmosfæren og kommer ud i rummet. Men ventetiden bekymrer ikke Andreas Mogensen.
- Det her er bare starten på en lang karriere som astronaut. Nu skal jeg have et flycertifikat og lære endnu mere om rumfart her hos ESA. Så jeg tripper ikke for at komme ud allerede nu, siger danskeren.
Andreas Mogensen er i forvejen uddannet som civilingeniør i London, og efterfølgende har han taget en ph.d. i rumfart ved universitetet i Austin, Texas, for at kvalificere sig til ESA-programmet. Han bor i dag i Köln med sin kæreste.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde