Danskere giver millioner til Pakistan

En indsamling blandt fem danske nødhjælpsorganisationer har tirsdag nået et beløb på knap seks millioner kroner. Pengene skal hjælpe de millioner af mennesker, som er berørt af de voldsomme oversvømmelser i Pakistan.

Millioner af børn er i fare for at få vandbårne sygdomme som diarré og kolera, der tidligere har kostet mange børneliv i hælene på en katastrofe. Derfor skal pengene fra de danske organisationer blandt andet bruges til rent vand og sikker sanitet.

Det fem organisationer er Dansk Røde Kors, Unicef, Folkekirkens Nødhjælp, Læger uden Grænser og Red Barnet. Alle peger på den øgede mediebevågenhed omkring oversvømmelser som en årsag til, at beløbet nu er tæt på seks millioner kroner. Så sent som sidste tirsdag havde Læger uden Grænser kun indsamlet 4200 kroner, imens organisationen tirsdag er oppe på 1,3 millioner.

Samme gør sig gældende hos Dansk Røde Kors, som i løbet af de seneste tre dage har samlet 1,7 millioner ind til et foreløbigt beløb på to millioner kroner.

- Jeg synes, to millioner er et flot beløb, når man tænker på, hvor svært indsamlingen har haft det til dato, siger Anders Ladekarl, der er generalsekretær i Dansk Røde Kors.

- Det virker som om der er gået hul på folks vilje til at hjælpe, og nu er der en forståelse for, at den katastrofe, vi ser i Pakistan, har nogle dimensioner, der gør, at der skal store bidrag til.

Også hos Folkekirkens Nødhjælp har de oplevet borgernes velvillighed, og det indsamlede beløb er næsten fordoblet på en enkelt dag. Fra mandag at være 450.000 kroner, står der i dag 800.000 kroner på kontoen.

/ritzau/

Danske nødhjælpsorganisationer har indsamlet knap seks millioner kroner til ofrene for oversvømmelserne i Pakistan.

Offentliggjort Sidst opdateret