Danskere: Held og lykke til rumentusiaster

"Held og lykke fra Tyskland og Rusland". "Sender en hilsen fra min søn - et ønske om en god opsendelse af raketten". "Fantastisk, at I er kommet hertil. Knæk og bræk fra Bagsværd."

Internettet strømmer lige nu over med positive tilkendegivelser fra danskere, der følger holdet bag raketten fra Copenhagen Suborbitals forsøg på at sende en amatørraket op i luften.

Målet for de danske raketbyggere er at få raketten op i 15 til 16 kilometers højde, men blot raketten løfter sig, vil de være tilfredse.

Efter planen skal raketten sendes op omkring klokken 15.30, men tidspunktet er blevet ændret flere gange.

Ifølge dr.dk driller nogle dioder lige nu raketbyggerne.

- Der er nogle kritiske elektronikproblemer. Nogle dioder der lyser eller ikke lyser på raketten, som rumfolkene ikke har oplevet tidligere, siger Thomas Djursing, journalist på Ingeniøren fra kontrolcentret på fartøjet Hjortø.

Desuden ligger der stadig en enkelt fiskekutter i opsendelseszonen. Fiskeren har trawl ude, og det tager tid at få op. Det skriver TV2 Bornholm.

Sidste år forsøgte gruppen ligeledes at sende en raket af sted. Men det mislykkedes på grund af tekniske problemer. En føntørrer, som skulle holde en ventil til det flydende brændstof frostfri, fungerede ikke, og derfor blev den aldrig skudt af sted.

Den samlede raket - som bliver kaldt Heat-1X Tycho Brahe - er cirka 9,5 meter høj med en vægt på lidt mere end 2000 kilo. Den bliver sendt op fra den hjemmebyggede flydende platform Sputnik.

/ritzau/

Det strømmer ind med positive tilkendegivelser til danske rumbyggere, som lige nu gør raket klar til affyring.

Offentliggjort Sidst opdateret