Danskere holder stand i trængt musikbranche

Den danske musikbranche solgte sidste år for 420 millioner kroner, hvilket er næsten en tredjedel mindre end i 2008, hvor de omsatte for 616 millioner.

Det fremgår af nye tal fra musikselskabernes brancheorganisation, IFPI.

Omsætningsfaldet til trods holdt de danske kunsterne stand, da salget af deres musik kun faldt marginalt, og det var således de udenlandske kunstnere, der stod for stort set hele omsætningstabet.

Faktisk har danskerne de sidste år udvist en stigende begejstring for de hjemlige musikere, som sidste år udgjorde 56,9 procent af omsætningen mod 45,1 procent i 2008.

Det er især de danskere, der stadig køber de fysiske musikformater, som sværger til de danske kunstnere. 65,6 procent af det fysiske musiksalg er dansk mod kun 43,3 procent af det digitale.

Generelt bliver der dog solgt færre og færre cd'er, og skiverne udgjorde sidste år 58,2 procent af det samlede musiksalg mod 78,4 procent i 2008.

I samme periode er musikdownloads andel af markedet steget til 26,3 procent fra 10,8 procent, mens abonnements- og streamingtjenester nu fylder dobbelt så meget med en andel på 12,8 procent.

Netop streaming var et af de helt store fokusområder i 2011, da den hastigt voksende tjeneste Spotify under stor opmærksomhed åbnede for danske kunder i efteråret.

Spejder man til nabolandene er de danske forbrugere dog langt efter, når det kommer til streaming.

I Sverige står streaming for 42 procent af det samlede musiksalg, mens Norge ligger på 31 procent.

Hos IFPI tror man da heller ikke, at udviklingen på det danske marked stopper her.

- Jeg tror, at vi på den lange bane kommer til at se tilbage på 2011 som et skelsættende år for den digitale virkelighed, som vi med hastige skridt er på vej ind i, siger IFPI's bestyrelsesformand, Henrik Daldorph.

/ritzau/

Pladeselskabernes omsætning fortsatte nedturen i 2011, hvor det blev til et tab på 10 procent i forhold til året før.

Offentliggjort Sidst opdateret