Danskere klar til nødråb fra Indonesien

Dansk Røde Kors står klar med hjælp, når de indonesiske myndigheder og indonesisk Røde Kors har fået overblik over, hvor der er mest behov for hjælp efter, en tsunami og et vulkanudbrud ramte landet tirsdag.

- Det er Indonesisk Røde Kors som henvender sig til os, og så er vi klar til en koordineret indsats. Men vi er også nødt til at slå koldt vand i blodet, for først skal det afdækkes, hvor stort behovet er, siger Hans-Jakob Hausmann, der er landekoordinator i Indonesien for Dansk Røde Kors.

Han har været i kontakt med den danske ambassade og med Dansk Røde Kors' hovedkvarter, og her er meldingen, at man er klar med nødhjælp og penge i det omfang, det er nødvendigt.

Hans-Jakob Hausmann vurderer, at det bliver i området omkring vulkanudbruddet på den centrale Java, hvor op mod 40.000 mennesker er evakueret, at der bliver størst behov for den danske hjælp.

- Det siger min mavefornemmelse mig. Omkring 4000 mennesker mangler tag over hovedet ved tsunamien, men der er 15 Røde Kors selskaber i landet, der alle gerne vil hjælp, så det område vil formentlig blive afdækket, siger han.

Landekoordinatoren fastslår dog, at Dansk Røde Kors selvfølgelig er klar til at hjælpe der, hvor behovet er størst. Han fortæller samtidig, at der har været et forebyggelses katastrofeprogram i gang ved vulkanen, som nu viser sin værdi.

- Koordinationen og den indsats, der er fundet sted nu til de evakuerede, viser allerede, at pengene er givet godt ud. Det har blandt andet betydet, at der hurtigt har kunnet etableres folkekøkkener, siger Hans-Jakob Hausmann.

Dansk Røde Kors kan blandt andet hjælpe med midlertidigt husly, hygiejnekits, presenninger og nødhjælp i almindelighed.

/ritzau/

Dansk Røde Kors venter på en melding om, hvor der er mest behov for hjælp i Indonesien efter de to naturkatastrofer, som har ramt landet.

Offentliggjort Sidst opdateret