Danskere testes coronapositive igen efter flere uger
Svælgprøver fra 200 test, som Aarhus Universitet har foretaget, viser, at omkring 20 procent var coronapositive efter mindst fire uger. (Arkivfoto) Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Forskere kan ikke svare klart på, om personer, der testet positive fort sat kan smitte længe efter.
Personer, der har overstået infektion med coronavirus, er testet positive igen efter flere uger.
Det viser foreløbige resultater fra svælgprøver foretaget på Aarhus Universitet. Det skriver TV2.
De positive testresultater kunne man se for omkring 20 procent af 200 testpersoner.
Resultaterne kommer bag på Martin Tolstrup, der er læge og lektor i infektionssygdomme ved Aarhus Universitet.
Han er en af de forskere, der står bag studiet.
- Vi er ret overraskede over den høje andel, der fortsat er positive.
- De her prøver er foretaget, mindst fire uger efter at personerne er blevet meldt raske, og derfor forventede vi ikke, at så mange stadig havde virus i kroppen, siger Martin Tolstrup til TV2.
Ifølge de danske sundhedsmyndigheder har en coronasmittet overstået sin infektion, når vedkommende har været symptomfri i 48 timer.
Svælgprøverne fra de danske coronapatienter er indsamlet i forbindelse med et studie, som undersøger udviklingen af antistoffer efter en coronavirusinfektion.
Testpersonerne fik både tappet blod og foretaget en podning for at se, om virus eller dele af virus fortsat var at finde i svælget.
Hos nogle fandt man ifølge forskeren en "ikke ubetydelig mængde virus".
Selv om informationen er ny i Danmark, er Danmark dog ikke det eneste sted, hvor der er påvist coronasmitte flere uger efter overstået sygdomsforløb.
I slutningen af april var det ligeledes tilfældet for otte personer på Færøerne.
Dengang understregede landslæge Lars Fodgaard Møller over for DR, at der ikke var tale om, at personerne var blevet smittet igen.
Også rapporter fra Sydkorea har vist samme billede med positive coronatest hos personer, der tidligere har været syge med coronavirus.
Spørger man Henrik Nielsen, der er ledende overlæge og professor på Infektionsmedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital, er der dog ikke grund til at tro, at de raske virusbærere fortsat smitter.
- Vi vurderer nok, at der er en ganske lav risiko (for at raske smitter, red.). Det gør vi, ud fra de observationer vi har lavet de seneste måneder, hvor personer, der er raske igen, i praksis ikke smitter deres nære kontakter, siger han.
Overlægen henviser blandt andet til Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Heri fremgår det, at det skal behandles som døde virusrester, hvis en person testes positiv inden for otte uger efter overstået sygdom. Så længe man ikke føler sig sløj.
Henrik Nielsen vurderer, at hvis det var muligt at smitte så lang tid efter, ville epidemien herhjemme have set anderledes og mere voldsom ud.
Seneste artikler
Gunhild er dybt berørt: - Det er en virkelig trist dag
Et hak i Lollands DNA: - Det er en sort dag for dansk roedyrkning
Nordzucker: Derfor lukker fabrikken
- Et godt tidspunkt
Støjberg i kerneland
Mest læste artikler
Politiet efterlyser fortsat kvinde fra Sakskøbing
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Varer til december: Bygger lyskryds ved trafikeret landevej
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole