Danskerne dumper DF

En ny meningsmåling viser, at 69,7 procent at vælgerne siger nej til, at Dansk Folkeparti kommer i regering.

Et stort flertal af vælgerne har ikke lyst til at se Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, i en ministerbil.
Ifølge en meningsmåling Catinét har lavet for Ritzau ønsker kun 20,1 procent, at Dansk Folkeparti kommer i regering. Til gengæld takker 69,7 procent nej, mens 10,2 procent svarer ved ikke.
Diskussionen om Dansk Folkepartis regeringsdeltagelse er atter blevet aktuel, efter at justitsminister Brian Mikkelsen (K) tidligere på ugen åbnede døren på klem for en eventuel VKO-regering. Selv om statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) stadig har "svært" ved at se en sådan regeringsdeltagelse, så bruger han ikke længere udtrykket "aldrig".
Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, har kvitteret ved at konstatere, at "katten er ude af sækken", samtidig med, at hun har opstillet to krav, der skal være opfyldt: Vælgerne skal ønske det, og indflydelsen skal være større i regering end uden for.
Meningsmålingen afslører imidlertid, at Dansk Folkepartis egne vælgerne mener, at tidspunktet et kommet. 76,6 procent svarer ja til spørgsmålet om de ønsker, at Dansk Folkeparti kommer i regering. 20,2 procent svarer nej, mens kun 3,3 ikke er afklaret om spørgsmålet.
Synspunktet har dog ingen opbakning hos de nuværende to regeringspartiers vælgere. 24,3 procent af de Konservatives vælgere synes, at det er en god idé, og 21,7 procent af Venstres. Mens 66,8 procent af de Konservatives vælgere siger nej - og 8,9 procent svarer ved ikke - så er modstanden ikke lige så stor i Venstre. Her svarer 57,4 procent nej, mens hele 20,8 procent er uafklarede om spørgsmålet.


Den typiske vælger som ønsker, at Dansk Folkeparti kommer med i regeringen, er en mand på over 70 år, som bor i Sønderjylland, har en erhvervsuddannelse og tjener mellem 400 og 600.000 kroner - og som stemmer på partiet.
Undersøgelsen blev gennemført via Internettet med 1030 personer over 18 år i dagene mellem den 6. og 8. august 2009. Den statistiske usikkerhed er +/- 2,7 procent.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret