Danskerne er Nordens livsnydere

Der er stor forskel på, hvordan vi nordboere ser på rigdom.

Det viser en undersøgelse gennemført af analysefirmaet Novus på vegne af internetbanken Nordnet.

Ifølge undersøgelsen er danskerne livsnydere, nordmænd er karrierelystne, svenskerne gavmilde og finnerne tryghedssøgende.

Men fælles for os er, at det, vi forbinder med økonomisk uafhængighed, er at kunne rejse ud i verden og opleve nye ting.

Ud over at være vilde med at rejse elsker danskerne også at gå ud at spise. Hele 41 procent af danskerne forbinder rigdom med at kunne gå på restaurant, når vi vil.

44 procent af de adspurgte svenskerne mener, at rigdom hænger sammen med det at kunne give til velgørenhed.

36 procent af nordmændene mener, at økonomisk uafhængighed er at være fri for at spare op, mens rigdom for 48 procent af finnerne er at kunne købe en lejlighed eller et hus.

På spørgsmålet "Hvad ville du gøre, hvis du fik en million kroner", svarer den største gruppe i alle de nordiske lande, at de ville spare op.

Dernæst ville danskerne bruge penge på en luksusrejse (26 procent).

Svenskerne og nordmændene ville give penge til familie og venner (henholdsvis 37 procent og 26 procent), mens finnerne ikke ville ændre noget, men bare leve, som de altid har gjort (35 procent).

- I hele Norden er der en sund indstilling til opsparing og til investering i bolig. Danskerne prioriterer i høj grad drømmerejsen frem for forbrugsvarer.

- Samtidig er der sympatisk nok mange, som vil tænke på familie og venner, siger Max Grandrup, landechef for Nordnet i Danmark.

Undersøgelsen bygger på 4000 interview med danskere, nordmænd, svenskere og finner i perioden 24. februar til 10. marts i år.

/ritzau/

/ritzau/

Rigdom giver frihed til at rejse og opleve, mener nordboerne. Men der skal spares op, hvis vi vil være rige.

Offentliggjort Sidst opdateret