Dronning Margrethe kan fejre regentjubilæum i sikker forvisning om, at danskerne bakker hende og den øvrige kongelige familie op.
82 procent af befolkningen er tilhængere af monarkiet, mens kun 12 procent mener, at Danmark bør ændre styreform til en republik, viser en meningsmåling foretaget af Voxmeter for Ritzau.
Ifølge valgforsker Johannes Andersen, Aalborg Universitet, ville det være naturligt, hvis opbakningen havde været mindre i dag end tidligere, fordi kongehuset står i modsætning til vores moderne samfund.
- Set med demokratiske øjne ville den logiske tanke være, at ønsket om afskaffe kongehuset ville vokse. Når det ikke sker, skyldes det, at vi har et velfungerende kongehus med en moderne familie, som man kan respektere og måske ydermere se op til, siger Johannes Andersen.
Historiker Sebastian Olden-Jørgensen fra Københavns Universitet mener, at succesen især kan tilskrives dronning Margrethes måde at forvalte sin rolle på:
- Det er altid et plus for en leder at have siddet længe. Med årene er der vokset en goodwill frem omkring dronningen, hvor vi accepterer, at hun tager sig nogle friheder, siger han.
- Blandt andet hendes kunstneriske udfoldelse, som ellers umiddelbart ligger uden for regentrollen. Men det accepterer vi og synes endda, det er charmerende, siger Sebastian Olden-Jørgensen.
Også kronprinsesse Mary har sin del af æren for populariteten.
- Fordi hun lever op til alle de krav, vi kan stille til en kongelig. Hun er socialt begavet, og det er umådeligt nemt at se en kommende dronning i hende. Og så kompenserer hun på smukkeste vis for sin mands mere kejtede sider, siger Sebastian Olden-Jørgensen.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde