Danskerne går fortsat i blodbanken på trods af coronavirus
Danskerne donerer fortsat blod trods coronakrise.(Arkvifoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Selv om det meste af Danmark er lukket ned, marcherer danskerne stadig ned i blodbanken for at donere blod.
Antallet af blodtapninger er faldet en lille smule, efter at det meste af Danmark blev lukket ned for at undgå stor smittespredning af coronavirus.
- Det er ikke et stort fald, og danskerne dukker op, som de skal, fortæller generalsekretær i Bloddonorerne i Danmark, Flemming Bøgh-Sørensen.
Det er kun i Region Hovedstaden, hvor der har været lidt udfordringer. Det skyldes ifølge generalsekretæren, at blodforsyningen i regionen er baseret meget på mobiltapninger. Der bliver kørt ud til virksomheder eller uddannelsesinstitutioner for at tappe.
- Skolerne er lukket, og virksomheder har sendt deres medarbejdere hjem, så der er ingen at tappe derude, siger Flemming Bøgh-Sørensen.
Det er dog ikke noget, der er bekymrende, og overordnet set er tallene fine.
- Jeg er overhovedet ikke nervøs for at donorerne ikke skal dukke op, men det er vigtigt, at de ved, at det er sikkert at komme i blodbanken, siger han.
I øjeblikket arbejdes der på at løse problemet i Region Hovedstaden. Ifølge generalsekretæren er der nogle løsninger på vej.
Der arbejdes på længere åbningstider hos de faste blodbanker, mens de også prøver at finde alternative steder til tapninger.
Det kunne være lukkede skoler eller sportshaller, fortæller Flemming Bøgh-Sørensen.
De nye retningslinjer fra myndigheder har også påvirket hverdagen hos de danske blodbanker rundt om i landet.
Det er vigtigt, at man bestiller tid, der er skabt ekstra plads i venteværelserne, og der er krav om at hænderne bliver sprittet af ved ankomst.
Hvis man har de mindste tegn på symptomer, bliver man bedt om ikke at møde op.
- Det er heldigvis stadig tilladt, at gå hen i blodbanken. Det er også nødvendigt, da det er en livsvigtig funktion, der bliver udført, siger Flemming Bøgh-Sørensen.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker