Danskerne: Ingen gift henover vores drikkevand
Otte ud af ti danskere vil forbyde landmænd, gartnere og skovejere at bruge sprøjtegift på arealer, hvor der dannes grundvand, som bruges til drikkevand. Det viser en ny meningsmåling fra TNS Gallup.
- Det viser, hvor meget rent drikkevand ligger danskerne på sinde uanset partifarve, og at de er villige til at beskytte grundvandet mod sprøjtegift, også selvom det vil koste noget, siger Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.
Ifølge grundvandseksperter er der brug for at beskytte drikkevandet bedre end de 25-meters zoner, som i dag er obligatoriske rundt om vandværkernes drikkevandsboringer.
Opbakningen til drikkevandet går på tværs af politiske skel. 87 procent i rød blok bakker helt eller overvejende op om et forbud. Men også i blå blok er 74 procent enige eller overvejende enige i, at et forbud er en god idé.
Ifølge Dansk Vand- og Spildevandsforening, Danva, er der brug for at beskytte yderligere cirka 10 procent af vandindvindingsområderne eller cirka 20.000 hektar. Skal landbruget kompenseres for tabet, vil det ifølge Danva koste omkring 40 millioner kroner årligt.
Men det skal holdes op imod, at der i årene 1999-2008 er lukket 1.273 boringer på grund af sprøjtegift i. Årlig lukning af omkring 100 boringer har store samfundsomkostninger, da nye boringer koster to til fem millioner kroner.
Viceformand Lars Hvidtfeldt fra Landbrug & Fødevarer påpeger, at lukningerne altovervejende skyldes fortidens synder og sprøjtemidler, som ikke er godkendt længere.
Knap halvdelen og langt den største gruppe af danskerne mener, at staten eller kommunen må kompensere landmændenes tab ved øgede forbud.
Kun godt hver fjerde mener, at landmanden skal hænge på regningen, og kun hver tiende mener, at vandforbrugerne bør betale via højere vandafgifter.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde