Selvom mange danskere i løbet af december har hørt braget fra et kanonslag, er salget af det ulovlige fyrværkeri faktisk faldet markant over de seneste år.
Det bekræfter politiet i flere dele af landet.
Det er blandt andet de seneste års skærpede kontrol efter fyrværkeriulykken i Seest, der har virket, siger politikommissær Lars Jacobsen fra Sektionen for Særlov under Københavns Politi.
- For fem-ti år siden var der kæmpe problemer, men nu kontrollerer brandmyndighederne salgsstederne tæt, og vi har generelt få problemer med ulovligt fyrværkeri, siger Lars Jacobsen.
Han tager dog forbehold for, at politiet først kan gøre årets regnestykke endeligt op efter nytår. Det er nemlig typisk i de sidste dage op til nytårsaften, at krysantemumbomber og tyske kanonslag kommer op til overfladen.
- Det største, der sker, er faktisk, at folk selv tager det ulovlige fyrværkeri med hjem fra udlandet, siger Lars Jacobsen.
Danskere, der planlægger at købe knaldfyrværkeri i Tyskland, skal dog passe på ikke at ende med en bøde i stedet.
Politiet vil nemlig være massivt til stede for at foretage stikprøvekontroller af biler, der krydser grænsen fra den 29. december, hvor salget af fyrværkeri i Tyskland bliver givet fri.
Det fortæller vicepolitikommissær Tim Wulff fra Udlændingekontrolafdelingen under Syd- og Sønderjyllands Politis i Padborg.
Han oplever dog også, at problemet med det ulovlige fyrværkeri er faldende.
- Over de senere år har vi set en tendens til, at det er færre danskere, der kører over grænsen for at købe fyrværkeri. Til gengæld oplever vi, at flere tyskere kommer til Danmark for lovligt at købe vores fyrværkeri, fordi det lever op til højere sikkerhedskrav, siger Tim Wulff.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker