Danskerne plages af influenza og luftvejsvirus
Mange danskere måtte fejre julen og nytåret sengeliggende med influenza. Således steg antallet af danskere, der tog kontakt til deres læge eller vagtlæge i uge 52. Antallet af prøver fra hele Danmark, der blev testet positive for influenza, steg ligeså.
Men der er intet mærkeligt i, at det er i disse uger, sygdommen hærger.
Ifølge Statens Serum Institut, SSI, er det forventeligt, at der er såkaldt sæsoninfluenza netop nu. Og influenza er ikke den eneste luftvejsvirus, der rammer danskerne.
Dog er det ifølge vagthavende ved Statens Serum Institut, Peter Andersen, ganske harmløse virusser:
- Der er tale om en række forskellige luftvejsvirusser. Det er de samme, vi ser hver vinter. Og influenzavirussen er en helt almindelig influenza. Der er slet ikke noget farligt i den. Det hele er meget fredeligt.
- Bliver man ramt, vil man typisk være syg i tre til fire dage, med mindre der kommer en virus oveni, som forlænger sygdomsperioden, siger Peter Andersen.
Han tilføjer, at der med de fleste forkølelsesvirusser følger hoste og feber. Af samme grund kan det være svært at adskille disse virusser fra almindelig influenza.
Han understreger desuden, at man hos SSI ikke betegner dette som en epidemi.
Ifølge SSI har vagtlægerne registreret flere influenzatilfælde end sidste år. Men det hænger højst sandsynligvis sammen med, at der kun var to hverdage mellem jul og nytår, hvor almindelige lægepraksis havde åbent.
Indtil nu er 10 danskere ramt så alvorligt af influenzavirussen, at de er blevet indlagt på intensivafdelinger. Seks af de 10 patienter blev indlagt i uge 52.
Fordi antallet af influenzasyge danskere topper i vinterperioden, overvåger instituttet virussen fra efterårsferien og helt frem til uge 20. Frygter man virussen, kan man beskytte sig med en influenzavaccine.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde