Danskerne så lidt mindre tv sidste år

Den gode gamle kukkasse blev brugt en anelse mindre i 2011. Det viser en opgørelse fra DR.

Danskerne brugte i gennemsnit 3 timer og 18 minutter på at se tv i det forgangne år, og det er tre minutter mindre end året før.

- Selv om den eksplosive vækst i tv-forbruget fladede ud, brugte danskerne stadig rigtig meget tid foran tv-skærmen, konstaterer medieforskerne Kurt Holm Jensen og Henrik Gregor Knudsen fra DR i en pressemeddelelse.

Faldet i tv-forbruget er det første af sin slags i fem år, og der er derfor fortsat tale om et markant øget tv-forbrug, når man går lidt længere tilbage.

I 2007 kørte tv'et i gennemsnit kun 2 timer og 28 minutter om dagen.

Trods øget konkurrence på tv-markedet søgte seerne mod de gamle spillere, DR og TV2, i det forgangne år.

- Det er første gang siden 2004, at begge viser fremgang det samme år, konkluderer medieforskerne.

DR's øgede deres andel af den samlede fjernsynskigning til 28,3 procent fra 27,9 i 2010. Fremgangen kom især fra de nye kanaler Ramasjang, HD og K.

Til gengæld mistede hovedkanalen DR1 terræn, da den gik fra 19,2 procent i 2010 til 18,8 procent sidste år. Også DR2 gik tilbage.

Renser man for nyheds- og sportsprogrammer var DR's underholdningsprogrammer klart de mest populære programserier i 2011.

X Factor trak i gennemsnit næsten 1,8 millioner seere, mens den politiske dramaserie Borgen i gennemsnit havde lidt over 1,5 millioner seere.

TV2's største succes blev Vild Med Dans med i gennemsnit 1,3 millioner seere, men den nye satsning Voice blev fulgt af 1,1 million.

/ritzau/

Det danske tv-forbrug faldt en anelse i 2011, men er stadig steget markant over de seneste fem år.

Offentliggjort Sidst opdateret